Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Vi søger en teamleder til leder af mennesker i Halsnæs Kommunes rengøringsvirksomhed

Vi skal have en ny teamleder, da Uffe går på pension. Det bliver spændende, for hvad kan en ny teamleder ikke komme med af nye ideer og vinkler at se tingene fra, vi glæder os til at du kommer med din viden. Du bliver en del af et stærkt, fagligt og socialt fællesskab. Vi er en virksomhed med 80 medarbejdere, der gør rent på 70 matrikler i kommunen.

Som teamleder i rengøringsvirksomheden er din fornemste opgave at sikre, at dine medarbejdere er i stand til at udføre deres arbejde tilfredsstillende. Det gør du ved at understøtte høj trivsel og handle på de udfordringer, som medarbejderne står med. Du skal navigere i krydspresset mellem ledelse og medarbejdere, hvor du på den ene side loyalt skal formidle og eksekvere organisationens beslutninger og strategier, og samtidig skal du være lydhør og imødekommende over for medarbejdernes virkelighed på gulvet. Det skal falde dig naturligt at skabe overblik og arbejde struktureret i en omskiftelig hverdag, hvor akutte opgaver til tider kan skubbe planlagte opgaver i baggrunden.

Dine arbejdsopgaver

Som vores nye teamleder får du ansvaret for omkring 25 medarbejdere. Du tilrettelægger opgaver med et stort overblik og løser dem i et stærkt samarbejde med de øvrige teamledere og dine medarbejdere. Du vægter kommunikation og personlig ledelse højt, og hvis det bliver nødvendigt, går du forrest for at løse kerneopgaven.

Din hverdag vil byde på mange opgaver, deriblandt:

  • Planlægning af rengøring i kommunens bygninger
  • Ledelse af rengøringspersonale
  • Medvirke i ansættelsesprocessen af rengøringspersonalet
  • Service og kommunikation.
Vi lægger vægt på, at du
  • Trives med at løse opgaver i et stærkt kollegialt samarbejde, hvor faglighed og fleksibilitet er omdrejningspunktet
  • Skaber det gode arbejdsmiljø, så medarbejdere kan yde deres bedste  
  • Er en rigtig god menneskekender 
  • Har erfaring med ledelse
  • Har solid viden fra rengøringsbranchen, og at din rengøringsfaglighed er i orden
  • Har struktur på din hverdag og dine opgaver, så du har overblikket, når du må rette lidt på kursen
  • Er god til dansk, både i skrift og tale
  • Har erfaring med anvendelse af IT på brugerniveau.
Du er god til dine medarbejdere

Dine medarbejdere er af mange forskellige kulturer, og det kalder på kulturel forståelse og empati. De personlige grænser er forskellige, humoren er forskellig og sprogforståelsen er forskellig.

Du er klar på at sikre, at dine medarbejdere trives, og at de kan udføre rengøring af høj kvalitet til glæde og gavn for kommunens medarbejdere, borgere og brugere. De ved, hvor de har dig, og de kan stole på, at der er handling bag dine ord, og at du altid har deres ryg.

Du er lydhør og imødekommende over for medarbejdernes virkelighed på gulvet. Du er ikke bange for at stå på mål for beslutninger taget oppe i organisationen, selvom de er upopulære. Omvendt er du heller ikke bleg for at tage relevant feedback med tilbage til ledelsen – eller omgøre egne beslutninger på baggrund af input fra dine dygtige medarbejdere. 

Kunden har altid ret

Du tager kritiske henvendelser fra kunder med et åbent sind, og leder altid efter den gode løsning på evt. udfordringer. Heldigvis er du synlig ude på de forskellige virksomheder og afdelinger, når du har dit daglige samarbejde og kvalitetskontrol med dine medarbejdere, så den løbende dialog med kunderne er baseret på gode relationer og forståelse af deres virksomhed.

Hvad mangler vi ellers at sige?
  • Kørekort er nødvendigt, idet kørsel mellem lokaliteterne er afgørende for jobbet.
  • Vi klæder dig på til jobbet med et rigtig godt onboardingprogram, alt efter hvad du har på CV’et i forvejen, så du lynhurtigt falder til hos os.
  • Du skal op med hønsene, da mødetiden er kl. 5.00, så du skal være den morgenfriske type.

Har du spørgsmål, så kan du ringe til dine teamleder-kollegaer Dorthe, tlf. 24261035, og Ulrik, tlf. 21724993, de ved ALT om, hvordan din hverdag hos os kommer til at være.

Ansøgningsfrist er den 7. oktober, og vi afholder 1. samtale den 14. oktober og 2. samtale den 17. oktober. Der er opstart den 1. december. 

Om Halsnæs Kommune

Halsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.

Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.



Arbejdstid: Dag

Fuldtid

Ansøg her





Retur til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

FREMHÆVEDE JOBS