Vil du arbejde med ADL træning i borgers hjem og nærmiljø som din kerneopgave? Er et godt tværfagligt samarbejde lige det, der giver dig arbejdsglæde - så har vi et godt job til dig!
Hjemmerehabiliteringsteamet søger ergoterapeut på fuld tid til 2 årigt vikariat
Vi får flere opgaver i 2025 og 2026 og har brug for forstærkning for at nå vores opgaver! Vi søger derfor dig, som har lyst til nye udfordringer og vil arbejde i et velfungerende, stabilt team.
Rudersdal Kommune tilbyder rehabilitering efter Servicelovens §83a i hjemmet til borgere, der søger om hjælp til praktiske og personlige gøremål i dagligdagen. Vi har årligt 500 forløb, hvor halvdelen af borgerne opnår at blive selvhjulpne i nogle af aktiviteterne, de har søgt hjælp til.
Vi er et team på 7 ergoterapeuter, der leverer træning i hverdagens aktiviteter i borgerens hjem og nærmiljø. Vi har base i Rådgivning og Visitation og er tilknyttet faste tværfaglige teams i hjemmeplejen og har flere faste teamsmøder med hjemmeplejen ugentligt. Vi har et tæt samarbejde med hjemmepleje, sygepleje, hjælpemiddel terapeut, visitator, kostfaglig konsulent, demenskoordinator og vores terapeutkollegaer på genoptræningscentrene.
Da vi i forbindelse med politiske vedtagne servicejusteringer forventer at få flere forløb med ADL vurderinger og afprøvninger, og samtidigt skal sætte et fælles fagligt fokus på skærmbesøg og borgernes digitale kompetencer, har vi brug for flere kræfter.
I dit daglige arbejde vil du selvstændigt skulle gennemføre hjemmebesøg, afklare borgers ønsker og forventninger, etablere et ligeværdigt samarbejde med borger og pårørende, udrede borgers sundhedskompetencer, funktionsevne og træne i ADLfunktioner i borgers hjem eller nærmiljø. Du vil blive tovholder for det enkelte forløb og få ansvaret for udarbejdelse af handleplan og den nødvendige koordinering med de tværfaglige samarbejdspartnere.
Du vil få fast base i hjemmerehabiliteringsteamet i Rådgivning og Visitation, hvor du kan få tæt kollegial sparring af de øvrige erfarne terapeuter. En lige så vigtig base vil være de faste tværfaglige teams i hjemmeplejen, hvor det tværfaglige samarbejde omkring borgeren vil ske.
Din profil
Du har en ergoterapeutisk uddannelse, interesse og gerne erfaring i at arbejde med ADL træning. Du har lyst og mod på at arbejde med tværfaglig rehabilitering og ældre borgere i hjemmet. Du har gode kommunikations- og samarbejdsevner. Du trives med at arbejde selvstændigt og målrettet og kan indgå i kollegial vejledning og refleksion over egen praksis.
Du skal være indstillet på både at skulle cykle og køre bil.
Derfor skal du vælge os
Vi tilbyder dig et spændende og meget selvstændigt arbejde, hvor ingen dage er ens. Du kommer til at arbejde med ergoterapeutiske kerneydelser i borgerens hjem og nærmiljø.
Du bliver en del af et fast og erfarent team på 7 ergoterapeuter.
Du bliver tilbudt nødvendig sidemandsoplæring og vil skulle løse opgaver selvstændigt, men med sparring med de faste ergoterapeuter.
Du bliver del af en organisation i Sundhed og Forebyggelse, hvor der er stort fokus på borgerens stemme, tværfaglighed og udvikling.
Løn og ansættelsesvilkår
Efter gældende overenskomst.
Vi gør opmærksom på, at ansættelse er betinget af tilfredsstillende referencer fra seneste arbejdsleder samt straffeattest.
Hvis du vil vide mere
Er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Birgitte Grønnegård Jepsen tlf. 72 68 51 92 eller TR/ Ergoterapeut Christine Larsen tlf. 72 68 50 67.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag d. 11. december efter kl. 12.00.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, uanset om du er nyuddannet eller er en erfaren terapeut, som ønsker nye udfordringer
Om os
Rudersdal Kommune har, siden 2010, arbejdet målrettet med rehabilitering til borgere med behov for pleje og praktisk bistand. Terapeutteamet hører organisatorisk under Rådgivning og Visitation i Sundhed og Forebyggelse. Vi er en tværfaglig afdeling med ambitioner om at arbejde tæt sammen med borgeren, levere en helhedsorienteret indsats og skabe én indgang for borgerne. Vi ønsker stærke, forskellige faglige profiler, der sammen kan støtte borgerne med den rette indsats på rette tidspunkt og ud fra en helhedsorienteret tilgang og et rehabiliterende afsæt.
Rådgivning og Visitation har til huse på Stationsvej i Birkerød, lige over for S-togstationen.
Fuldtid
Ansøg her
Tilbage til søgning