Vil du være med til at sikre en fortsat ambitiøs udvikling af indkøbsområdet sammen med en række engagerede kollegaer? Og har du både teoretisk ballast og praktisk erfaring inden for udbuds- og kontraktret? Så er du måske den udbudsjurist, som vi søger til vores team. Tiltrædelsen pr. 1. februar 2025 eller efter aftale.
I Allerød Kommune er udbud og indkøb et højt prioriteret område i rivende udvikling. Det er blevet politisk prioriteret, at den centrale indkøbsfunktion styrkes med en opnormering på tre stillinger, og i den forbindelse søger vi en erfaren udbudsjurist.
Foruden en lang række EU-udbud, tilbudsindhentninger og SKI-aftaler, har vi mange spændende projekter på vores årshjul for 2025, som du som udbudsjurist vil deltage i. Disse projekter omhandler en lang række indsatsområder, som med opnormeringen vil blive styrket. Vi har øget fokus på kategoristyring, bæredygtige indkøb, optimering af køb af varer og tjenesteydelser, samt nedbringelse af antallet af fakturaer.
Hvis du bliver en del af den centrale indkøbsfunktion i Allerød Kommune, vil dine opgaver blandt andet bestå af at:
- Gennemføre EU-udbud og tilbudsindhentninger hvor du sikrer, at kommunen overholder gældende lovgivning og skaber de bedste betingelser for effektive og økonomisk fordelagtige aftaler
- Være tovholder/projektgruppedeltager på udbud i Indkøbsfælleskab Nordsjælland.
- Deltage som juridisk sparringspartner i projekter på tværs af både teamet og organisationen.
- Yde juridisk rådgivning og sparring, primært inden for udbudsret og kontraktret.
- Arbejde strategisk og målrettet med at kvalificere kommende kontrakter, så de bliver både juridisk og operationelt holdbare.
- Understøtte organisationen ved kontraktuelle tvister i samarbejde med den kontraktansvarlige.
Om dig
- Du er uddannet cand.merc.jur., cand.jur. eller besidder tilsvarende kompetencer.
- Du har teoretisk og praktisk erfaring med udbudsret og kontraktret, og du holder dig fagligt opdateret.
- Du er tillidsvækkende og er god til at opbygge relationer.
- Du er initiativrig, har gennemslagskraft, er selvstændig og har stærke kommunikationsevner.
- Du er en habil projektleder, en dygtig og proaktiv sparringspartner i forhold til for eksempel fagchefer og dine kollegaer, og du evner at samarbejde engageret med mange forskellige mennesker på tværs af fagligheder.
- Du trives med at tage ansvar og kan lide komplekse udfordringer.
Om os
Allerød Kommune er en arbejdsplads med en høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Den centrale indkøbsfunktion er en vellidt og respekteret enhed, som med opnormeringen vil bestå af 9 ansatte. Vi gennemfører og rådgiver om udbudsprocesser, yder juridisk- og indkøbsfaglig sparring og bistår ved kontraktuelle tvister. Vi har aktiviteter knyttet til både udbud, kontraktstyring, analyser og e-handel, og vi søger derigennem at optimere kommunens kontraktportefølje.
Som team støtter vi hinanden i at opnå fælles mål. Vi er hver især ansvarlige for vores egen opgaveportefølje, men arbejder også projektorienteret på kryds og tværs af teamet, hvilket giver os en stærk holdånd, som vi værner om. Vi søger kontinuerligt at dygtiggøre os inden for vores respektive fagligheder, og vi prioriterer at deltage i faglige netværk, internt såvel som eksternt. Vores arbejdsmiljø er præget af en uformel tone og en åben kultur.
Allerød Kommune indgår desuden i Indkøbsfællesskab Nordsjælland (IN), som består af en række nordsjællandske kommuner, der samarbejder om fællesudbud og vidensdeling. Du vil derfor få et stort netværk af dygtige og engagerede kollegaer i indkøbsfællesskabets øvrige kommuner.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn forhandles individuelt ud fra kompetencer, erfaring og anciennitet og med udgangspunkt i den relevante overenskomst. Det forventes, at dit kompetenceniveau svarer til special- eller chefkonsulentniveau, hvorfor indplacering sker herefter. Arbejdstiden er 37 timer/uge (inkl. frokost), vi har flekstid, gode muligheder for hjemmearbejde og vi vægter ”work-life-balance” højt. Tiltrædelsen vil blive aftalt nærmere, men kan for eksempel være pr. 1. februar 2025.
Ansøgningsfrist og samtaler
Send din ansøgning snarest muligt og senest d. 5. december 2024. Vi forventer at afholde samtaler i uge 50, hvortil vi indkalder løbende. Du søger stillingen digitalt via linket i annoncen. Uddannelsesbevis og andre relevante bilag uploader du separat med din ansøgning. Vi indhenter referencer og straffeattester inden endelig ansættelse.
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte udbuds- og indkøbschef, Louise Waneck Borello på tlf. 23 65 48 88 eller kontraktansvarlig, Erik Lykke på tlf. 24 99 84 35.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.
Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder.
Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.
Arbejdstid: Dag
Fuldtid
Ansøg her
Tilbage til søgning