Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Salgsdirektør

Odense Havn – Strategisk løsningssalg – International erfaring – Oms. kr. 300 mio.

Du får en plads på kommandobroen
Som en del af en erfaren topledergruppe og med reference til vicedirektøren får du ansvaret for at lede, drive og udvikle salg og markedsføring af hele produkt- og konceptpaletten. Din rolle spænder på tværs af organisationen med base i Munkebo.

Job og virksomhed er unik, og du er også noget helt særligt
Du skal evne at formidle noget unikt og stærkt værdiskabende enkelt og klart for dine kunder. Du skal også evne at få din organisation til at bære dette budskab videre ud i verden, både når det gælder det opsøgende og vedligeholdende salg samt den løbende markedsføring af de værdier, virksomheden leverer.

Du må aldrig miste fokus på din organisation
Du får ansvaret for at lede, motivere og udvikle en kommerciel organisation på i dag 10 engagerede medarbejdere. Du får et team, der føler noget for den virksomhed, de er ansat i, og de tager ansvar for både kunder, kolleger og arbejdsopgaver.

Du kan drive et internationalt salg
Dine kunder består af en bred vifte, bl.a. inden for offshore vind, den maritime industri, genanvendelsesindustrien, innovation og test samt en lang række underentreprenører inden for disse brancher. Du og dit team skal løbende være på forkant med kundernes skiftende situationer, behov og krav.

Kunderne ser og skal fortsat se Odense Havn som en væsentlig og uundværlig strategisk partner i deres egen forretningsudvikling. Det er blot én af de værdier, du og din organisation skal bære over rampen, både i jeres salg og i markedsføringen.

Der er ofte tale om både krævende, men også spændende, komplekse og langvarige salgsforløb, der strækker sig lige fra idé- og tilbudsfase med udarbejdelse af tekniske løsningsforslag, reservationsaftaler og kontraktoplæg, til de afsluttende kontraktforhandlinger.

Du kan både tænke strategi og tage hænderne op af lommen
Du står naturligt i spidsen for en strategisk kommerciel udviklingsproces. Du kan tænke strategi, formidle budskabet og få tankerne omsat til konkret handling. Ganske enkelt er du en ”get it done”-profil, der sætter handling bag dine ord.

Du er i dit rette element, når du jonglerer med udfordringerne i et strategisk løsningssalg på højeste niveau hos de største kunder, og du er også gerne med på sambesøg med dine sælgere.

Du er en speciel type, der næsten ikke findes flere af
Du kan både sælge, markedsføre, lede, forretningsudvikle – ja, du kan det hele. Du får titlen salgsdirektør, men du har så meget personlighed og ledelseskraft, at udover titlens betydning hos internationale kunder, har den egentlig ikke din interesse. Du kender værdien af at pleje dit netværk. Ikke fordi dit ego og din prestige hungrer efter dette, men fordi du værdsætter værdien af et godt netværk for dine forretninger.

Du respekteres for din personlighed, hvor ordentlighed, flid, en stærk karakter og ærlighed er bærende elementer. Med skarp intelligens og en innovativ tilgang, kombineret med en robusthed noget over gennemsnittet, har du et godt overblik selv i komplekse situationer. I forhandlingslokalet ”fylder du rummet” på en naturlig og charmerende måde, du slår igennem og kommer i mål.

Rigtig mange vil kandidere til denne udfordring, men kun ganske få har evner og styrke til at løfte opgaven. Kunder, ydelser og koncepter er på samme tid både komplekse og enkle. Det skal du forstå at håndtere. Både målt på erfaring og personlighed, skal du således være skabt af et helt særligt stof. En forudsætning, hvis du skal være langtidsholdbar og succesfuld i forhold til både opgaven, dit team og dine kunder.

Du har allerede i dag, i en lignende rolle, på samme niveau, med succes, bevist dine evner til at sælge, markedsføre, lede og forretningsudvikle, og du har erfaring med internationalt B2B projekt- og løsningssalg.

Ligeledes har du en relevant, kommerciel uddannelse, der gør dig i stand til at arbejde med de værktøjer og processer, et job på dette niveau kræver. Så du kan din teori, men du ved, at resultater skabes af handling og hård indsats, både hos dig selv og dem, du har ansvaret for.

Din arbejdsform er præget af fremsyn og en høj grad af vedholdenhed samt en stærk kommerciel og økonomisk forståelse – du er en dygtig købmand. Du kan motivere både dig selv, dit eget team og øvrige stakeholders omkring dig mod nye mål, og du forstår samtidig vigtigheden af at samarbejde på tværs af organisationen.

Du behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau og er ligeledes indstillet på op til ca. 50 rejsedage årligt. Det er et krav, at du er bosat eller vil bosætte dig fornuftigt i forhold til virksomhedens placering.

Din fremtid
Dette er ikke et retrætejob. Du lander i et miljø, hvor man ”vil noget” – mere, hurtigere, dygtigere og længere.

Odense Havn har i dag en markedsledende position. Produkterne er stærke, men koncepterne og værdierne skabes af menneskene bag. Qua sin størrelse, sine ressourcer, soliditet/investeringsevne, beliggenhed og ikke mindst mange års erfaring, har Odense Havn allerede et markant forspring i forhold til alle andre. Men det virkelige aktiv er en organisation, der vil løsninger og tænker kunder, og det hele funderet i ordentlighed og fremsyn. Organisationen er fundamentet for, at en så stor virksomhed evner at navigere hurtigt, udvise fleksibilitet og ikke mindst har en forretningsforståelse, der giver dyb indsigt i kundernes forskellige forretninger og behov.

Odense Havn tilbyder dig en attraktiv fremtid, hvor du bliver en absolut nøgleressource i en spændende havnevirksomhed. Du får ledelses- og forretningsansvar samt det privilegie at løse dine opgaver i tæt samarbejde med en særdeles dygtig og kompetent topledergruppe.

Du lander i en stærk og sund kultur præget af positiv stemning og godt humør. Dette mærker du allerede, når du træder ind gennem døren, hvor du føler en pionerånd, et engagement og et nærvær, man meget sjældent støder på og slet ikke i virksomheder af denne størrelse.

Løn- og ansættelsesvilkår modsvarer de stillede krav og forhandles individuelt.

Virksomheden
Odense Havn er Danmarks største havn med hele 8,5 mio. m2. Virksomhedens vision er at blive Danmarks største internationale erhvervshavn. Der ligger mere end 120 virksomheder på havnen. Odense Havn omsatte i 2024 for kr. 300 mio. og beskæftiger 95 medarbejdere.

Odense Havn faciliterer følgende 4 forretningsområder:

  • Produktion og logistik inden for offshore vind
  • Maritim klynge og værftsindustri
  • Recycling og dekomissionering
  • Innovation og test

Odense Havn arbejder ud fra tre værdier, som gennemsyrer alt, hvad virksomheden gør:

  • Købmandskab – Virksomheden laver god forretning
  • Ansvarlighed – Det, der er værd at gøre, er værd at gøre godt
  • Pionerånd – Vilje og lyst er virksomhedens drivkraft

Ansøg
Vi glæder os til at høre fra dig, så upload din ansøgning og dit detaljerede CV mærket stillingsnummer ”01.03.40” på denne side.

Al henvendelse bliver behandlet fortroligt.

Vi har ikke ansøgningsfrist på vores stillingsannoncer, idet vi indkalder kandidater successivt under rekrutteringsforløbet.

Bemærk: Jobannoncen genindrykkes løbende på diverse jobportaler. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra.





Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

FREMHÆVEDE JOBS

JobIndex