Vi søger pr. 1.6.2025 en frontmedarbejder, der både kan hjælpe i museets billetsalg og mini-café, men også vikariere i rengøringen og i haveholdet. Der vil være tale om et varierende timetal i hele museets åbningstid, hverdage, weekender og evt. aftner hen over hele året. Desuden kan der påregnes sammenhængende arbejdsperioder i museets højsæson juli-august.
I billetsalget består opgaverne i velkomst og information om museet, salg af billetter og varer, opfyldning af varer, runderende opsyn, lettere rengøring, evt. kontoropgaver samt øvrige forefaldende opgaver.
Når caféen er i brug, vil opgaverne her bestå i salg af kaffe/kage, drikkevarer, is mv. samt afrydning, opvask og køkkenrengøring. Hertil kommer kassebetjening, egenkontroller mv. Du vil også være vores ekstra hænder til f.eks. aftenarrangementer og ferniseringer.
Desuden ønskes vikarassistance i museets rengøring, udstillingssale og kontorområder samt i museets havehold med græsslåning, lugning, vanding og andet forefaldende ved ferier og sygdom.
Vi søger en person, der er serviceminded, ordentlig, ansvarsbevidst og fleksibel; en person, der kan bevare overblikket også i travle perioder, og som både kan arbejde selvstændigt og fungere i et team, og som gerne kan træde til med kort varsel ift. opstået sygdom. Erfaringer med kundebetjening, evt. vagtopgaver e.l. samt evnen til at kunne begå sig på engelsk eller tysk (hverdagssprog) vil være en fordel. Bor du i eller tæt på Faaborg, vil det være en yderligere fordel.
Opgavernes karakter – både ude og inde – giver god motion i arbejdstiden, og da hovedparten af opgaver foregår stående/gående, er en rimelig fysisk form nødvendigt. Det er desuden en forudsætning for ansættelse, at du fremviser straffeattest og børneattest.
Vi er et lille, dedikeret og engageret team af medarbejdere, der er så heldige at arbejde omgivet af den smukkeste billedkunst og arkitektur – vil du med på holdet?
Send en kort ansøgning med beskrivelse af, hvorfor du mener, at du er den rette til stillingen. Vedhæft et opdateret CV og send via mail til ansoegning@faaborgmuseum.dk senest den 1. maj kl. 12.00. Ansøgninger indkommet efter dette tidspunkt vil ikke komme i betragtning. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du ringe til administrator Hanne Madsen, tlf. 8844 2348.
Vi påregner at holde samtaler den 14. maj, så har du ikke hørt fra os senest d. 20. maj, er du ikke kommet i betragtning.
Læs mere om museet på www.FaaborgMuseum.dk
Arbejdstid: Dag, Aften, Weekend
6-30 timer
Ansøg her
Tilbage til søgning