Er du specialpædagogisk stærk, brænder du for specialområdet, og har du skarpe samarbejds- og relationskompetencer? Så er det måske dig, vi mangler i vores Gruppeordning på Lille Værløse Skole!
Furesø Kommune og Lille Værløse Skole er i en rivende udvikling, og vi søger derfor dig til at blive en del af en spændende skole i udvikling.
Konkret om Lille Værløse Skole
Lille Værløse Skole er kendetegnet ved en gruppe ambitiøse, engagerede og fleksible medarbejdere, en mangfoldig og kreativ elevgruppe samt en skoleledelse, der har fokus på at skabe en balance mellem faglig udvikling og styrkelse af personlige og sociale kompetencer.
Vi prioriterer aktivt samarbejdet med det lokale erhvervsliv, foreninger og det omkringliggende samfund, og vi er stolte af, hvordan vores medarbejdere integrerer virkeligheden i undervisningen gennem kreative og innovative projekter.
Skolen vil have 635 almene elever, 87 elever i gruppeordningen og 125 medarbejdere. Undervisningen er organisatorisk opdelt i børnemiljø og ungemiljø. En del af børnemiljøet for 0.-3. årgang er placeret på vores matrikel i Jonstrup, som også rummer tilhørende FFO. Som en del af skolen har vi en kommunal gruppeordning for elever fra 0.-9. årgang, som er beliggende på hovedskolen på Ryetvej 1, 3500 Værløse.
Geografisk set ligger vi nord for København, under 10 minutters gang fra Værløse Station, hvor S-togslinje B kører. Det tager præcist 31 minutter at rejse fra f.eks. Nørreport Station til Værløse Station.
Særligt om Gruppeordningen
I Gruppeordningen arbejder vi aldersintegreret i fire storklasser, der dækker 0.-9. klasse.
Vi har ca. 35 medarbejdere og er særligt dygtige til at tænke kreativt i vores indsats for børns trivsel. Dette inkluderer samarbejde med en rideskole, et skolelandbrug og musikskolen.
Læs mere om vores musikforløb her: https://www.folkeskolen.dk/adhd-autisme-spektret-inspiration/specialtilbud-vi-kan-se-en-tydelig-social-udvikling-pa-grund-af-musikken/4796545.
Vi søger en tydelig og energisk voksen til vores lille indskolingsklasse i gruppeordningen.
Klassen består af en flok livlige børn med masser af energi og behov for faste rammer. Derfor leder vi efter dig, der er struktureret, tydelig og stærk i dine relationer – og som evner at skabe ro og retning i en hverdag med højt tempo.
Du skal kunne støtte op om teamets stramme dagsstruktur og være god til at stilladsere og guide børnene gennem både læring og sociale situationer. Du skal have energi nok til at møde børnene i øjenhøjde – og nærvær nok til at skabe tryghed og forudsigelighed.
Brænder du for at gøre en forskel for børn med autisme og ADHD, og vil du være med til at styrke deres udvikling i et engageret specialpædagogisk miljø? Så er det dig, vi leder efter!
Vi har en struktur, der i høj grad bygger på samarbejde med naboklassen, så vi forventer, at du har en positiv indstilling til samarbejde og ser det som en afgørende faktor for, at vores børn kan trives. Du har en tilgang, der fokuserer på at støtte børns mulighed for at opnå succes, og hvis de ikke opnår dette, er du løbende nysgerrig og undersøgende i forhold til, hvordan barnet kan komme til det. Du anerkender vigtigheden af at inddrage både forældrene og barnets stemme for at skabe trivsel hos den enkelte.
Vi prioriterer, at du har stærke relationskompetencer og en oprigtig interesse i at støtte hver enkelt elev i deres individuelle udvikling. Din lyst til at skabe læringsmiljøer, hvor trivsel og faglighed går hånd i hånd, er dog det vigtigste. Du vil blive en del af et team med 1-2 lærere og 1-2 pædagogiske medarbejdere omkring en klasse på ca. 5 elever. Afhængigt af din faglige profil kan der, ud over timer i skoledelen, indgå eftermiddagsvagter i Gruppeordningens fritidsordning. Disse planlægges i dialog med dig. Der kan ligeledes forekomme arbejde i skoleferierne, som vi prioriterer at tilrettelægge i god tid og med hensyn til dine ønsker.
Vi søger en person, som:
- Har relationskompetencer og specialpædagogisk tæft.
- Kan finde kreative og alternative veje til læring og trivsel for vores fantastiske elever.
- Er anerkendende og nysgerrig i sin tilgang til både børn og voksne.
- Kan bevare overblikket og arbejde med mange opgaver på én gang.
- Er engageret og trives med at samarbejde i et stærkt fællesskab.
- Er struktureret og systematisk, da en tydelig og genkendelig dagsstruktur er afgørende for, at vores børn trives.
- Er i stand til at skabe struktur og forudsigelighed, men også være fleksibel, når situationen kræver det.
- Kan lide at arbejde tæt sammen med dygtige, humoristiske kollegaer i et afslappet, men professionelt miljø.
- Er smilende, mødestabil og fyldt med god energi.
Hos os får du muligheden for at gøre en reel forskel i børns liv i et inspirerende og udviklende arbejdsmiljø. Vi har faste ugentlige teammøder, hvor vi sammen udvikler pædagogiske strategier og støtter hinanden i arbejdet.
Vores samarbejdsstruktur
Hos os er samarbejde en bærende værdi, hvilket afspejles i vores mødestruktur. Hver måned modtager klasseteamet sparring fra ledelsen med fokus på elevsager og pædagogiske strategier. Derudover deltager PPR (psykolog eller pædagogisk vejleder) i teammøder ti gange om året for at understøtte det forebyggende arbejde, samt give sparring og supervision på konkrete elevsager.
For at sikre en tydelig rollefordeling og optimal udnyttelse af teamets faglige kompetencer afsættes der hver anden uge 1½ time til Fælles Faglig Forberedelse. Her planlægger og evaluerer klasseteamet i fællesskab skoledagen.
Derudover samles hele afdelingen månedligt til afdelingsmøder af cirka to timers varighed. Her drøfter vi fælles pædagogiske temaer, får faglige oplæg, udvikler kompetencer og planlægger skoleåret i fællesskab.
Er du den rigtige?
Hvis du kan se dig selv i ovenstående, så tøv ikke med at henvende dig. Vi glæder os til at høre fra dig.
Er du nysgerrig på at høre nærmere, så kontakt afdelingsleder Emilie Schou Svejstrup (72 16 46 46) eller Nick Aien Hansen (72 16 56 56).
Ansøgningsfrist
Fredag d. 13.juni 2025 Kl. 23:59.
Ansættelsessamtaler
Der afholdes samtaler løbende, så send endelig en ansøgning før fristen.
Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Arbejdstid: Dag
Ansøg her
Tilbage til søgning