Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Kontorchef til Kriminalitetsforebyggelse i Kriminalforsorgen Vest

Er du en dygtig leder, der har erfaring med kriminalitetsforebyggelse? Har du strategisk flair, stærke samarbejdsevner, og kan du sætte et stærkt fagligt præg i den regionale topledelse? Hvis svaret er ja, så er du måske vores nye kontorchef i Kriminalitetsforebyggelse i Kriminalforsorgen Vest.

Dine ansvarsområder

Kriminalforsorgen løfter dagligt et stort samfundsansvar og har en vigtig, central opgave for trygheden i Danmark. Kriminalforsorgen Vest er et af kriminalforsorgens to regionale områder, der ledes af områdedirektøren, som har det overordnede ansvar for styringen af det samlede område med cirka 2.200 medarbejdere og ca. 40 lokationer på tværs af Jylland og Fyn (herunder blandt andet fængsler, arrester og kontrolafdelinger). Områdekontoret, som er hovedkontoret i Kriminalforsorgen Vest, understøtter driften. Kriminalitetsforebyggelse er organisatorisk forankret i områdekontoret.

Kontorchefen for Kriminalitetsforebyggelse har det overordnede ansvar for det resocialiserende og forebyggende arbejde i Kriminalforsorgen Vest, herunder de indsattes beskæftigelse, uddannelse, behandling, programmer/indsatser, sundhed, samarbejdet med kommuner og civilsamfundet samt den socialfaglige indsats i områdets institutioner. Området spænder derfor bredt – både fagligt og geografisk.

Som kontorchef vil du få ansvaret for ca. 25 medarbejdere samt 2 souschefer. Derudover refererer den ledende overlæge samt den ledende oversygeplejerske også til kontorchefen for Kriminalitetsforebyggelse. Den ledende overlæge samt den ledende oversygeplejerske har det daglige ansvar for ca. 70 medarbejdere i sundhedsenheden, som er sundhedspersonale ude på vores fængsler mv.

Dine ansvarsområder og arbejdsopgaver som kontorchef for Kriminalitetsforebyggelse er følgende:

  • Personaleledelse af 2 souschefer samt en ledende overlæge og en ledende sygeplejerske.
  • I samarbejde med Direktoratet for Kriminalforsorgen at sætte faglig retning for det kriminalitetsforebyggende arbejde i hele området, herunder instruktionsbeføjelse inden for fagområdet over for fængslerne mv.
  • Overordnet styring, prioritering og koordinering af de kriminalitetsforebyggende indsatser på fængslerne mv. i området og koordinering på tværs af kriminalforsorgen.
  • Faglig understøttelse af driften i området, herunder ansvar for korrekt implementering af indsatser.
  • Controlling af institutionernes kriminalitetsforebyggende indsatser og klientforløb, samt korrekt fuldbyrdelse af domme inden for tilsynsområdet, herunder handleplansarbejdet.
  • Sikre den faglige retning og prioritering for psykosociale indsatser, herunder kognitive programmer, i områdets institutioner.
  • Styring og kvalitetssikring af uddannelses- og beskæftigelsesindsatser.
  • Understøtte rusmiddelbehandling i samarbejde med eksterne leverandører, herunder indgåelse af kontrakter.
  • Samarbejde med eksterne samarbejdsparter, herunder med kommuner, psykiatri, NGO’er og civilsamfundet.
  • Opfyldelse af mål inden for fagområdet samt faglig evaluering, controlling og kontraktopfølgning i forhold til fængslerne mv.
  • Bidrage til, at der sker rettidig og relevant betjening af det politiske niveau, gennem f.eks. bidrag til folketingsbesvarelser, opfølgning på anbefalinger fra ombudsmand, rigsrevision mv.
  • Indgå i den regionale områdeledelse i Kriminalforsorgen Vest, som består af direktører, institutionschefer for alle fængsler mv. samt kontorchefer på de andre fagområder i området.
  • Indgå i samarbejde med din kollega i Område Øst om nationale indsatser og med direktoratet, der har den overordnede faglige styring af fagområdet.
Kontorchefen for Kriminalitetsforebyggelse refererer til viceområdedirektøren i Kriminalforsorgen Vest.

Kvalifikationer

Det er en forudsætning, at du har indgående kendskab til fagområdet kriminalitetsforebyggelse samt solid ledelseserfaring. Vi forestiller os, at du endvidere:

  • Har en lang videregående uddannelse eller erfaring på tilsvarende niveau.
  • Har erfaring med ledelse af ledere, og at arbejde i en organisation med mange forskellige medarbejdergrupper.
  • Har stærke analytiske evner og kan tænke strategisk med blik for helheden. Herudover har du politisk tæft og erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
  • Er nytænkende, resultatorienteret og kan skabe overblik, struktur og fremdrift i en mangfoldig offentlig myndighed under konstant forandring.
  • Trives i et dynamisk arbejdsmiljø med høje krav til kvalitet og tempo.
  • Har erfaring med arbejdet med indsatte og hverdagen i et fængsel.
  • Har særdeles gode samarbejdsevner, som du kan anvende på flere forskellige niveauer samt både internt i organisationen samt med eksterne samarbejdspartnere.
  • Har erfaring med tværfagligt samarbejde.
  • Er skarp til både mundtlig og skriftlig kommunikation samt formidling.
Hvem er vi?

Kriminalitetsforebyggelse er et af syv fagkontorer i områdekontoret i Kriminalforsorgen Vest. Vi understøtter blandt andet kriminalforsorgens institutioner i deres opgaveløsning og sikrer faglig kvalitet. Fagkontorets arbejdsområder er mangesidige og tværfaglige, og der er et stort og værdsat samarbejde med relevante myndigheder samt civile organisationer.

Du bliver en del af det tværfaglige miljø i områdekontoret, hvor dine kolleger er engagerede medarbejdere med høj faglighed og kompetencer inden for alle kriminalforsorgsfaglige områder, og det faglige samarbejde mellem enhederne vægtes højt – krydret med kollegial humor og imødekommenhed.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen besættes på overenskomstvilkår i overensstemmelse med rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 1. Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand, kan du bevare ansættelsen som tjenestemand. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer samt et åremålstillæg.

Stillingen besættes på åremål og ønskes besat med virkning fra den 1. december 2025.

Ansættelsesområdet er kriminalforsorgen.

Arbejdsstedet er Kriminalforsorgen Vest, Områdekontoret i Aarhus, Mosevej 5B, 8240 Risskov.

Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom du skal kunne opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til viceområdedirektør Anna Trige Lindberg, telefon 7255 9806.

Du kan læse mere om kriminalforsorgens organisation og opgaver på www.kriminalforsorgen.dk.

Ansøgningen

Du søger stillingen via knappen ”Søg stillingen”.

Din ansøgning vedlagt cv, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget senest fredag den 15. august 2025.

For allerede udnævnte tjenestemænd skal ansøgningen stiles til Kongen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 35.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Om kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen fuldbyrder de straffe, som domstolene idømmer. Det gør vi på vegne af samfundet, og vi er de eneste, der løser den opgave. Derfor sover kriminalforsorgen aldrig.

Hver dag, hver aften og hver nat går vi på arbejde i kriminalforsorgen. Det gør vi for at få et samfund med mindre kriminalitet og færre ofre.



Arbejdstid: Dag



Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

FREMHÆVEDE JOBS