Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Vil du være vores nye lærer på Orø Skole?

På Orø Skole søger vi en lærerkollega, der trives i et lille, nærværende miljø, og som har lyst til at sætte sit præg på vores elevers hverdag. Vi leder efter en dig, der finder energi i at undervise på tværs af klassetrin, og som har en særlig interesse for natur/teknologi – men vi vil meget gerne høre fra dig uanset dine fag. 

Hos os bliver du til gengæld del af en hverdag, hvor der er kort fra idé til handling, og hvor vi vægter både den faglige fordybelse og det menneskelige nærvær højt.

Din kommende hverdag på Orø Skole

Som lærer hos os får du mulighed for at favne bredt. da vi er en lille skole. Det betyder, at du både vil få timer i vores indskoling og på mellemtrinnet. Vi glæder os til at høre, hvilke fag du kan byde ind med, og så finder vi og dine kollegaer ud af, hvordan vi bedst får dækket skemaet – det er nemlig det, vi kan på Orø: Selvom vi er en lille skole og børnehus, så finder vi altid løsninger.

Som lærer på Orø Skole vil du få fornøjelsen af vores skønne, søde og spørgelystne elever i et lille miljø, hvor der er plads til både spontanitet og faste rammer. Her bliver din vigtigste opgave at skabe en skoledag, hvor børnene både får en faglighed, men også bliver dannet som mennesker. Vi søger dig, der arbejder struktureret og skaber trygge rammer for børnene, men som samtidig besidder en kreativ åre og kan navigere sikkert i de spontane øjeblikke, der naturligt opstår på en ø-skole.

Har du lyst til at udvikle, skabe energi og skoleglæde for børn på Orø – så har vi jobbet til dig. 

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer, men lad os gerne høre, hvis du har ønsker om deltid.

En institution i et lille lokalsamfund præget af en helt særlig samhørighed

Orø Børnehus og Skole er en enhedsinstitution, og det betyder, at vi har et tæt pædagogisk samarbejde mellem børnehus, SFO og skole, hvor det kan tilrettelægges på tværs af hele aldersgruppen fra 0-12 år. Du skal være parat til at indgå i dette fællesskab, så dine spidskompetencer kan komme i spil på tværs af hele Orø Børnehus, SFO og skole til glæde og gavn for børnene.

På Orø Skole har vi 51 elever i 0.-6. klasse. I dette skoleår får 0. klasse, 1. klasse, 2. klasse og 3. klasse undervisning hver for sig (udvalgte timer er dog samlæste), mens 4.-6. klasse er samlæste klasser. Denne fordeling kan ændre sig løbende i takt med vores elever. Lærerne arbejder tæt sammen på tværs af klasser og årgange, ligesom pædagoger er en del af skoledagen. 

Du er godt hjulpet på vej, hvis du 

  • er uddannet lærer og har lyst til at undervise på tværs af fag og aldersgrupper - gerne særligt inden for de naturfaglige fag
  • kan møde børn i alle aldre og se verden fra deres perspektiv. 
  • kan agere fleksibelt i en hverdag på et lille sted, hvor tingene skal hænge sammen.

Har du lyst til at sejle på arbejde? 
Midt i Isefjorden ligger Orø som en lille hjerteformet ø. Midt på Orø banker øens hjerte: Et voksende børnehus, skole og SFO hvor øens børn og en god del af dens voksne har deres daglige gang.
Et sted, hvor alle kender hinanden, og hvor vi også lærer at bruge hinanden på tværs af aldersgrupper. 

Her er altid en lokal hjælpende hånd, aldrig langt til naturen, og en ånd der siger: "Det gør vi da bare”. 
Orø Skole og Børnehus er en enhedsinstitution, og vi har derfor en helt særlig mulighed for at skabe en rød tråd, fra børnene starter i vuggestuen, til de går ud efter 6. klasse. 

Vi har også en meget aktiv forældregruppe, der understøtter børnehuset, SFO og skolen på mange måder i hverdagen f.eks. ved vores traditionsrige pinseloppemarked, arbejdsdage m.m.

Orø har gode transportmuligheder. Der er færge hvert 20. minut fra Hornsherred, og hver time fra Holbæk. 

Inden du søger, håber vi, at du har lyst til at komme på besøg på Orø eller få en snak med Stefan (pædagogisk leder) over telefonen. Vi ved godt, det kan være lidt angstprovokerende, men vi lover, at det bliver helt uformelt og afslappet. 

Tag endelig fat i pædagogisk leder Stefan Wiekhorst swiek@holb.dk eller på telefon 72 36 26 94 (send evt. en sms).

Ansøgningsfrist er torsdag den 19. februar 2026. Husk at vedhæfte kopi af dit eksamensbevis og relevante bilag.

Vi forventer at holde samtaler den 24. eller 25. februar.

Opstart er pr. 1. april 2026 eller før hvis muligt.

Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.

Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.

Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.  



Arbejdstid: Dag



Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

FREMHÆVEDE JOBS