Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Finansministeriet søger økonomer til Makropolitisk Center

Har du lyst til at bidrage til det analytiske grundlag for den økonomiske politik? Vil du udvikle dig fagligt i en hverdag helt tæt på de politiske beslutninger? Så er en stilling i Finansministeriets Makropolitiske Center måske noget for dig.

Om stillingen I Finansministeriets Makropolitiske Center (MPC) søger vi aktuelt to fagligt stærke økonomer til hhv. den finanspolitiske og strukturpolitiske del af centret.

Vi har et bredt ansvarsområde, der har fokus på de finanspolitiske rammer på både kort og lang sigt, samt strukturpolitik med udgangspunkt i analyser og konsekvensberegninger på grundlag af registerdata.

Vi arbejder løbende med rådgivning ift. tilrettelæggelsen af finanspolitikken og mulige politiske tiltag, ligesom vi arbejder med udviklingen af Finansministeriets regnemetoder og regnemodeller, herunder til vurderinger af reformer og politiske tiltag. Det giver en afvekslende hverdag med mulighed for både faglig fordybelse og mulighed for at komme helt tæt på løsningen af aktuelle samfundsøkonomiske problemstillinger og bidrage til større strukturreformer.

De primære arbejdsopgaver kan omfatte:

  • Registerbaserede analyser og konsekvensvurderinger, fx ved anvendelse af Lovmodellen eller andre modelværktøjer.
  • Finansministeriets befolkningsregnskab, der er udgangspunkt for de mellemfristede fremskrivninger.
  • Grundlaget for tilrettelæggelsen af finanspolitikken på kort og lang sigt.
  • Koordinere og understøtte processer i forbindelse med større projekter og politiske beslutninger.
  • Bidrage til udviklingen af Finansministeriets regnemetoder og -modeller.
  • Besvarelse af folketingsspørgsmål angående den aktuelle finans- og strukturpolitik.
Om dig Du kan have relevant erhvervserfaring med samfundsøkonomiske forhold, analyser og formidling eller være nyuddannet kandidat. Din opgaveportefølje vil blive tilpasset dine interesser, faglige profil og erfaring. Konkret lægger vi vægt på, at du:

  • er uddannet økonom (fx cand.polit. eller cand.oecon) med relevante faglige kompetencer,
  • er motiveret af at anvende økonomisk teori og metode til at lave analyser af høj faglig kvalitet, der kan involvere registerdata og programmering,
  • har gode samarbejdsevner og kan bringe dem aktivt i spil og understøtte gode processer,
  • kan formidle komplekse beregningsresultater og problemstillinger på en måde, så de er let tilgængelige for andre,
  • er interesseret i og velorienteret om samfundsøkonomiske problemstillinger, herunder kort- og langsigtede udfordringer for dansk økonomi og
  • har lyst til at arbejde med de nævnte opgaveområder tæt på de politiske processer og trives i et til tider hektisk miljø med korte deadlines.
Om os I Makropolitisk Center lægger vi vægt på at være et analytisk kraftcenter i Finansministeriet. Vi beskæftiger os primært med vurderinger af finanspolitikken gennem mellem- og langsigtede fremskrivninger samt med konsekvensvurderinger af strukturpolitiske tiltag.

I den finanspolitiske del af centeret beskæftiger medarbejderne sig fx med beregninger af den strukturelle saldo, outputgab, finanspolitikkens aktivitetsvirkning, demografisk træk samt det finanspolitiske råderum og holdbarhed. I den strukturpolitiske del af centeret beskæftiger medarbejderne sig fx med beregninger af virkningerne på beskæftigelse og de offentlige finanser af ændringer i pensions- og skattesystemet eller analyser af lønudviklingen på arbejdsmarkedet samt indvandring og de offentlige finanser.

Centret består af omkring 16 økonomer, ledet af tre kontorchefer. Vi har et stærkt sammenhold og lægger vægt på, at vores nye kolleger udfordres og trives fra første dag på en arbejdsplads, vi er stolte af.

Finansministeriet som arbejdsplads Finansministeriet indtager en central rolle i det politiske maskinrum på Slotsholmen og spiller en vigtig og koordinerende rolle i udarbejdelsen af regeringens politik.

Det karakteriserer Finansministeriets medarbejdere, at de er ambitiøse på egne og samfundets vegne og motiveres af arbejdsopgaver, der løses i et højt tempo, og hvor resultaterne har betydning for samfundet. Samtidig er holdånd og samarbejde med kollegerne en bærende værdi for medarbejderne i Finansministeriet.

I Finansministeriet er der fra begyndelsen af din ansættelse fokus på din faglige og personlige udvikling gennem tilrettelæggelsen af arbejdsopgaverne og via introduktionsforløbet "FM KickStart". Hvert kontor og center er desuden organiseret i relativt små enheder, der giver gode rammer for faglig sparring og rådgivning fra din nærmeste chef.

Se mere om at arbejde i Finansministeriet her.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på rette niveau og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode

Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte kontorchef Paul Kramp på tlf. 30 73 24 70 / palak@fm.dk eller kontorchef Mikkel Nørlem Hermansen på tlf. 40 43 11 54 / miher@fm.dk.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 17. februar 2026.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning



Arbejdstid: Dag



Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

FREMHÆVEDE JOBS

JobIndex