Vi søger en dynamisk og alsidig afdelingsleder til Gentofte Kommunes specialskole Søgårdsskolen.
Om stillingen
Søgårdsskolen søger en afdelingsleder med solid viden inden for det specialpædagogiske område. Som en del af skolens ledelsesteam skal du være en samlende kraft og medskaber af retningen for en skole med en mangfoldig elevgruppe og forskellige faggrupper, fordelt på flere matrikler. Du bliver medansvarlig for at udvikle og pleje en stærk og sammenhængende skolekultur præget af involverede og engagerede medarbejdere og forældre, hvor elevernes trivsel, personlige udvikling og faglige læring er i fokus.
Vi søger
Vi søger en afdelingsleder – gerne med en udskolingsprofil og interesse for de ældste elever – med et stærkt etisk værdikompas. Du arbejder tydeligt og formår at skabe tillidsbaserede relationer både internt og eksternt. Sammen med elever, medarbejdere og forældre skal du videreføre og styrke skolens positive udvikling.
Dine opgaver
- Være ambitiøs på skolens vegne og bidrage med pædagogiske visioner samt administrativt overblik
- Indgå i tæt og konstruktiv dialog med forældre, personale og eksterne samarbejdspartnere
- Indgå i et ledelsesteam bestående af fem ledere
- Turde udfordre rammerne inden for det specialpædagogiske område og det samlede skolevæsen i Gentofte Kommune
Som afdelingsleder har du det daglige ledelsesansvar for én eller flere af skolens afdelinger samt tilhørende fritidstilbud. Stillingen omfatter herudover administrativt ansvar for aftenklub for de ældste elever, projektudvikling, kompetenceudvikling samt et overordnet fokus på medarbejdernes trivsel og tilknytning samt rekruttering.
Om dig
Du har en positiv og anerkendende ledelsesstil samt stærke kommunikative kompetencer baseret på dialog og medinddragelse. Du trives i en kompleks organisation og kan bevare overblik og retning i en hverdag med mange interessenter.
Om Søgårdsskolen
Søgårdsskolen er Gentofte Kommunes specialskole og en teambaseret, udviklingsorienteret skole. Skolen er afdelingsopdelt og har ca. 112 børn og unge fra børnehaveklasse til og med 10. klassetrin. Vi er et helhedsorienteret tilbud, hvor lærere, pædagoger og øvrige tværfaglige samarbejdspartnere arbejder tæt sammen.
Der er tilknyttet skolefritidsordning (GFO) for alle skolens elever samt aftenklubtilbud for de ældste elever. Fritidsordningen er en integreret del af skolens samlede virke og holder åbent både på skoledage og i skoleferier – et område, som hver afdelingsleder også har ansvar for.
De kommende år har skolen særligt fokus på overordnede udviklingsområder som brobygning og overgange i børnenes liv, meningsfulde fællesskaber, kompetenceløft for alle medarbejdere samt on-boarding af nye medarbejdere.
Yderligere oplysninger
Første samtale forventes afholdt torsdag den 2. juni 2026 og anden samtale torsdag den 9. juni 2026. I forbindelse med anden samtale vil kandidaterne blive præsenteret for en case samt gennemføre en personprofilanalyse i samarbejde med Gentofte Kommunes HR-afdeling.
For den kandidat, der udvælges, indhentes referencer efter nærmere aftale. Aflønning fastsættes efter forhandling med relevant forhandlingsberettiget organisation.
I Gentofte Kommune indhentes der ved ansættelse på børne- og ungeområdet både børne- og straffeattest. Kommunen arbejder digitalt, og ansøgninger modtages udelukkende via den digitale ansøgningsformular.
Læs mere på www.gentofte.dk eller på Søgårdsskolens hjemmeside Søgårdsskolen (aula.dk)
Ansøg her
Tilbage til søgning

