Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Vil du skabe overblik, struktur og udvikling i brugen af vores systemer? Vi søger en systemkoordinator til Stabsfunktionerne

Har du lyst til at skabe struktur, kvalitet og bedre gennemsigtighed i vores digitale løsninger i en organisation med mange systemer og snitflader? Trives du i en koordinerende rolle, hvor du arbejder med overblik, dokumentation og fælles arbejdsgange, hvor du samtidig bidrager til, at vores systemer anvendes mere ensartet og effektivt? Og har du interesse for digitalisering, udvikling og informationssikkerhed i en offentlig kontekst? Så er det måske dig, vi søger.

Om os
Stillingen som systemkoordinator er placeret i kontoret Administration og Udvikling, som er en del af Personaleafdelingen, der består af fire kontorer. I din hverdag vil du have dit primære tilhørsforhold her, men du kommer samtidig til at arbejde tæt sammen med alle Stabens afdelinger – Personale, Økonomi samt Byråds- og Direktionssekretariatet – og med IT‑afdelingen på udvalgte områder.

Du bliver desuden en del af kommunens Systemkoordinatorforum, ledet af IT‑chefen, hvor du sammen med de øvrige systemkoordinatorer arbejder med fælles retningslinjer, koordinering og udvikling af systemforvaltningen på tværs af organisationen.

Personaleafdelingen arbejder ud fra et udefra‑ind‑perspektiv og har en klar ambition om at være det naturlige valg, når organisationen har brug for faglig rådgivning og administrativ understøttelse. Vi er forankret i Staben og arbejder ud fra en fælles vision om at skabe merværdi og understøtte organisationens behov på tværs.

I Administration og Udvikling lægger vi vægt på faglighed, samarbejde, sparring og et godt arbejdsmiljø – og vi har en uformel omgangstone med plads til humor i hverdagen.

Om jobbet
Som systemkoordinator bliver du en nøgleperson i Staben med ansvar for at skabe overblik, sammenhæng og klare rammer for arbejdet med vores systemer. Rollen har et tydeligt koordinerende og administrativt fokus, hvor du understøtter systemejere og ledere i deres arbejde med systemerne og bidrager til, at de anvendes ensartet, struktureret og hensigtsmæssigt i hverdagen. Dine opgaver samler sig om tre hovedområder:

Overblik og dokumentation
Du skaber og vedligeholder et samlet overblik over kommunens systemportefølje og sikrer struktur og sammenhæng på tværs af Staben. Det indebærer ansvar for systemanvendelse, systemejerskab og aftaleforhold samt, at dokumentation og registreringer – herunder i KITOS – er opdaterede, dækkende og sammenhængende.

Understøttelse af systemejere
Du understøtter systemejere i deres ansvar og fungerer som sparringspartner i deres arbejde med systemer. Du bidrager til klare rammer og høj kvalitet i systemforvaltningen gennem håndtering af dokumentationskrav, kontrakter, databehandleraftaler og tilhørende arbejdsgange samt administrativ understøttelse ved anskaffelse og implementering af nye systemer. Du yder desuden administrativ understøttelse i forbindelse med anskaffelse og implementering af nye systemer.

Koordinering og udvikling
Du fungerer som koordinerende bindeled mellem Stabens afdelinger – Personale, Økonomi samt Byråds- og Direktionssekretariatet – og IT-afdelingen. Du sikrer fremdrift, koordinering og tydelig kommunikation og bidrager til en fælles tilgang til brug og forvaltning af systemer. Samtidig understøtter og driver du indsatser inden for digitalisering, systemforvaltning og informationssikkerhed samt bidrager til løbende forbedring af processer og arbejdsgange.

På sigt kan der også blive mulighed for opgaver inden for formidling eller undervisning i informationssikkerhed samt projektledelse i fx implementeringsprocesser, afhængigt af dine interesser.

Om dig
Vi forestiller os, at du trives i en rolle, hvor du arbejder systematisk med overblik, koordinering og dokumentation, og hvor du samtidig er opsøgende og nysgerrig på, hvordan systemer og arbejdsgange fungerer i praksis. I rollen er det desuden vigtigt, at du både er detaljeorienteret og helhedsorienteret.

Som detaljeorienteret
  • har du erfaring med – eller interesse for – detaljeret administrativt arbejde
  • har du blik for, hvad der er vigtigt at være opmærksom på i fx kontrakter, aftaler og dokumentationskrav

Som helhedsorienteret
  • formår du at se sammenhænge på tværs af systemer, afdelinger og arbejdsgange
  • kan du omsætte overblik til klare rammer og en mere ensartet praksis i organisationen.

Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende – vi lægger vægt på, at du har erfaring og interesse for administrative opgaver. En relevant uddannelsesbaggrund som fx kontoruddannet, administrationsbachelor, kommunomuddannet eller lignende vil være en fordel. Erfaring fra en politisk styret organisation er ligeledes en fordel men ikke et krav.

Vi tilbyder
Du bliver en del af et kontor og en afdeling, hvor du vil møde:
  • Dygtige og engagerede kolleger, der prioriterer samarbejde og sparring
  • En central rolle med ansvar og indflydelse på opgaveløsningen
  • En alsidig hverdag med både faste og varierende opgaver
  • Et godt fagligt miljø og en nærværende ledelse med fokus på trivsel
  • En arbejdsplads med fokus på kvalitet, ordentlighed og faglig stolthed

Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning og bliv en del af vores engagerede team!

Løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling til besættelse senest den 1. september 2026. Stillingen er på overenskomstvilkår, og lønnen fastsættes efter forhandling med den faglige organisation og med udgangspunkt i dine faglige kompetencer.

Kan du se dig selv hos os?
Kan du se dig selv hos os?
Send din ansøgning, CV og bilag via linket senest den 7. juli 2026.

Vi forventer at afholde samtaler torsdag d. 9. juli 2026, men vi forbeholder os retten til at indkalde kandidater løbende. I særlige tilfælde kan samtalen afholdes online.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorleder Hassan Najem på telefon 20 43 49 95 eller mail hnaj@aabenraa.dk.

Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.

 





Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke