Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Koordinator/personlig assistent

Vi søger en struktureret koordinator, der også skal fungere som rådgiver og personlig assistent for vores bygningschef

Dine arbejdsopgaver
Som rådgiver/koordinator ved Nat-Tech Bygningsservice bliver du en del af et administrativt team, hvor du bliver udfordret både personligt og fagligt i et godt arbejdsmiljø. Vores primære opgave er servicering og formidling, herunder daglig kontakt med universitetets brugere, medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere. Du bliver ansat i en nyoprettet stilling som rådgiver/koordinator og personlig assistent for vores bygningschef, og bliver en del af vores analysegruppe, som består af 3 personer.


Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:
  • Koordinering og styring af godkendelsesprocesser for byggeprojekter på Nat-Tech, herunder opfølgning
  • Sikre effektiv planlægning, koordinering og forberedelse af møder for bygningschefen i samarbejde med interne og eksterne interessenter
  • Understøtte bygningschefen med research og informationsindsamling forud for møder og præsentationer
  • Forberede, strukturere og sammenfatte mødemateriale til styregruppemøder samt udarbejde referat fra møderne
  • Følge op på aftaler, beslutninger og handlingspunkter fra møder
  • Bidrage til struktur, overblik og prioritering i en travl hverdag
  • Håndtere ad hoc administrative og koordinerende opgaver i samspil med resten af teamet


Dine kompetencer
Du har en relevant administrativ eller videregående uddannelse og erfaring med ledelsesbetjening, koordinering og administrativ understøttelse. Det vigtigste er, at du trives med at skabe struktur, kan arbejde selvstændigt og har evnen til hurtigt at sætte dig ind i komplekst materiale og omsætte det til et klart beslutningsgrundlag.

Du er stærk på skrift og fortrolig med Office-pakken, i særlig grad outlook og excel. Du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale. Du er en teamplayer med gode samarbejdsevner og arbejder samtidig selvstændigt og struktureret. Du viser engagement i hverdagen, har en positiv tilgang til opgaverne og er fleksibel.

Du bidrager aktivt til det gode arbejdsmiljø, vi allerede har. Det er en fordel, hvis du trives i en rolle med mange kontaktflader og motiveres af dialog og samarbejde med forskellige mennesker. Du har interesse for politiske processer og relationer og finder det spændende at navigere i komplekse arbejdsgange og mangeartede opgaver. Da du skal varetage den daglige kontakt med mange forskellige interessenter, er det vigtigt, at du er imødekommende, relationsskabende og naturligt tager initiativ til kontakt og samarbejde.

Nat-Tech Bygningsservice
Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling i en kompleks organisation med stor betydning for forskning og uddannelse. Vi er en arbejdsplads med et godt socialt og dynamisk arbejdsmiljø. I Nat-Tech Bygningsservice lægger vi vægt på, at medarbejderne tager ansvar og er gode til at indgå i samarbejde med kollegaer og med de mange forskellige brugere på universitetet.

Nat-Tech Bygningsservice er en del af fakulteterne Natural Sciences og Technical Sciences Administrationscenter. Administrationscenteret varetager og understøtter institutternes og centrenes administrative opgaver inden for Bygningsservice, HR, IT, Kommunikation, Studieadministration og Økonomi og ph.d.

Nat-Tech Bygningsservice tager sig af bygningsmassen tilknyttet fakulteterne. Fakulteterne råder over ca. 330.000 kvadratmeter forsknings- og uddannelsesbygninger med nogle af landets mest avancerede laboratorier, eksperimentelle anlæg og forskningsfaciliteter. Nat-Tech Bygningsservice varetager drift og vedligehold af bygningerne og omfatter ca. 180 personer fordelt på administration, Facility Management, kantinemedarbejdere, projektledere og rengøringsassistenter

Yderligere information om stillingen
Vores administrative team består af 9 medarbejdere, der arbejder tæt sammen med mangeartede opgaver i bygningsadministrationen.

Du vil referere til vores administrationsleder Maria Svenstrup Harder, men i det daglige arbejde vil du i stor udstrækning understøtte bygningschef René Dahl.

Stillingen er en fastansættelse på 37 timer ugentligt. Arbejdsstedet er Ny Munkegade 120, 8000 Aarhus C.

Vi ønsker stillingen besat pr. 1. oktober eller hurtigst muligt derefter. Vi forventer at afholde samtaler i uge 34 og 35.
Ansøgningsfristen er den 7. august 2026

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte bygningsadministrationsleder Maria Svenstrup Harder på tlf. nr. 6020 2729 (ferie i uge 27, 29, 30, 31) eller René Dahl på tlf.nr. 2342 0943 (ferie uge 29 og 30).

Formalia
Du ansættes enten efter fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisation – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK), hvor du indplaceres som kontorfunktionær i løngruppe 2-3 afhængigt af uddannelse og kvalifikationer, eller du ansættes som fuldmægtig i basisløntrin 4-8, hvor løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten for akademikere i staten.

Du kan læse mere om lønniveauer i staten her.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

 





Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke