Ny søgning
Region
Kategori

uge-ref
Ny søgning
Sted
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
GCP-koordinator, GCP-enheden ved Aarhus Universitetshospital

GCP-enheden ved Aarhus Universitetshospital søger en GCP-koordinator pr. 1. november 2026 eller snarest muligt derefter. Stillingen er en tidsubegrænset fuldtidsstilling.

I GCP-enheden varetager vi i samarbejde med forskere fra hospitalerne i Region Midtjylland kvalitetssikring af klinisk lægemiddelforskning og forskning med medicinsk udstyr efter GCP-principperne, hvor GCP står for Good Clinical Practice. Vi deltager i såvel nationale som internationale forsøg fra alle specialer. Vi er et velfungerende og engageret team og har et tæt samarbejde med kolleger fra de offentlige GCP-enheder i Aalborg, København og Odense. Vi er 11 ansatte med kontor i Forum på Aarhus Universitetshospital. Du kan læse mere om GCP-enhederne her.

Som GCP-koordinator bliver du en del af Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, Danmarks største sundhedsvidenskabelige forskningsinstitut, hvor klinisk forskning, uddannelse og tværfagligt samarbejde foregår i tæt samspil med hospitalerne i Region Midtjylland. Du kan læse mere om instituttet her og om fakultetet her.


Dine arbejdsopgaver

Som GCP-koordinator samarbejder du med læger, projektsygeplejersker, andre projektmedarbejdere og kolleger i GCP-enheden.

Dine opgaver vil primært bestå af:
  • Monitorering af kliniske forsøg på hospitaler i Region Midtjylland
  • Vejledning om udformning af forsøgsprotokoller og anmeldelse af kliniske forsøg til myndighederne
  • Vejledning om gennemførelse af kliniske forsøg efter GCP og gældende lovgivning
  • Deltagelse i GCP-enhedens informations- og undervisningsopgaver


Du refererer til afdelingsleder Annette Jørgensen.

Dine kompetencer
Du har en sundhedsfaglig eller sundhedsvidenskabelig uddannelse og gerne praktisk erfaring med klinisk forskning. Erfaringen kan være opnået gennem uddannelse, projekter eller tidligere ansættelser.

Du kan arbejde selvstændigt, struktureret og er god til at planlægge og tage ansvar for dine opgaver. Du viser engagement i hverdagen, har en positiv tilgang til opgaverne og er fleksibel. Du motiveres af at bruge, dele og formidle din faglige viden og indgå i en konstruktiv dialog med samarbejdspartnere og kolleger. Du har desuden lyst og evne til at sætte dig ind i komplekst lovstof, guidelines og GCP-regler og omsætte din viden til praksis i kliniske forsøg.

Som person har du gode samarbejdsevner, er imødekommende og evner at bidrage til et godt arbejdsmiljø. Vi forventer, at du kan tale og skrive engelsk.

Vi tilbyder en stilling i et spændende miljø med gode faglige og personlige udviklingsmuligheder.

Spørgsmål til stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Annette Jørgensen på tlf.: +45 78413950 eller mail anjor@clin.au.dk

Du ansættes ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Arbejdsstedet er GCP-enheden ved Aarhus Universitetshospital, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital, Bygning A, plan 10, Palle Juul-Jensens Boulevard 11, 8200 Aarhus N

Vi forventer at afholde samtaler den 21. september (1. samtale) og 24. september (eventuel 2. samtale).

Ansættelsesgrundlag
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisation – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale for akademikere i staten, hvor du ansættes som akademisk medarbejder på basisløntrin 4-8, eller organisationsaftale for sygeplejersker i staten, hvor du indplaceres som sygeplejerske på basisløntrin 1-3, eller organisationsaftale for CO10 - Centralorganisationen af 2010 (dbio), hvor du vil kunne indplaceres på løntrin 2-4, eller organisationsaftale for farmakonomer i staten, hvor du indplaceres i løngruppe 1-2.

Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:
  • Ansøgning
  • Curriculum Vitae
  • Angivelse af uddannelse (kopi af relevante eksamensbeviser)
  • Referencer/anbefalinger kan uploades særskilt i e-rekrutteringssystemet

Vi henviser til fakultetets Vejledning for ansøgere.

Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

 





Ansøg her





Tilbage til søgning

Kategori

Region

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke