lokalnyt

Ny søgning
Docent i undervisning og skoleudvikling med stærk almendidaktisk profil

Center for Skole og Læring kapacitetsopbygger i forbindelse med professionsmasteruddannelsen i Undervisning og Skoleudvikling, som udbydes på Professionshøjskolen Absalon fra september 2027. Vi søger derfor en erfaren forsker og underviser, der har solid og dokumenteret erfaring med at opbygge og udvikle forsknings- og udviklingsmiljøer, besidder stærke formidlingskompetencer og har et solidt netværk i regionen, samt erfaring med at udvikle, hjemtage og drive større eksterne projekter.

Du bliver som forsker og underviser en del af et fagligt fællesskab i Center for Skole og Læring, der lægger vægt på at være en regional udviklingspartner for skoler i vores område.

Med regeringens nyligt vedtagne reform af professionsuddannelserne, har professionshøjskolerne fået mulighed for at udbyde nye professionsmasteruddannelser (niveau 7 i kvalifikationsrammen). Uddannelser, der bl.a. har særligt fokus på det styrkede behov for udvikling af skolens undervisning og skolen som organisation. Du skal som docent på professionsmasteruddannelsen Undervisning og Skoleudvikling undervise og udvikle uddannelsestilbud samt medvirke til at udvikle og indgå i relevante praksissamarbejder og forskningsprojekter inden for området i tæt samarbejde med kolleger. Herudover vil der være andre relaterede opgaver i centret.

Udviklingen af professionel praksis kalder på forskningsbaserede indsatser, der kobler didaktisk og skoleledelsesmæssig indsigt. Center for Skole og Læring understøtter denne udvikling gennem vores forskning og udvikling, samt gennem vores eksisterende uddannelsesudbud - og du skal være med til at konsolidere og udvikle denne bevægelse.

Din profil
Stillingen som docent indebærer bl.a. erfaring med og lyst til at forske, undervise og vejlede studerende. Vi søger dig, der kan se dig selv i, og kan dokumentere erfaring, med følgende:

Opbygge et fagligt miljø omkring undervisning og skoleudvikling: Der skal udvikles et stærkt fagligt miljø omkring feltet undervisning og skoleudvikling, hvor forskning, udvikling og uddannelse spiller tæt sammen. Det handler om kapacitetsopbygning: at tiltrække og udvikle medarbejdere, skabe en tydelig faglig retning og opbygge en attraktiv professionsmasteruddannelse.

Udvikle et forsknings- og udviklingsprogram: Du har som docent, i samarbejde med centrets ledelse, et klart ansvar for at formulere og drive et sammenhængende program for forskning og udvikling på området - med fokus på problemstillinger, der er relevante for skolens praksis og med potentiale for ekstern finansiering.

Stærk praksis- og aftagerkobling: Du har allerede fra tidlige jobfunktioner haft et tæt samarbejde med skoler, kommuner og andre centrale aktører, som udviklingen af en professionsmaster og et forsknings- og udviklingsprogram om undervisning og skoleudvikling tager afsæt i, og du bidrager dermed til reel forandring af praksis fra starten.

Desuden forventer vi at du:
er optaget af og har dokumenteret erfaring med at udvikle uddannelses- og undervisningsdesigns, der retter sig mod (delvist) nye funktioner i skolefeltet.

kan deltage i centrets opgaver indenfor både forskning og udvikling og efter- og videreuddannelse inden for områderne didaktik, skoleudvikling, skoleledelse og organisatorisk læring samt i forskellige sammenhænge være Center for Skole og Lærings repræsentant i relevante, nationale fora, ekspertgrupper og samarbejder, som både kan styrke kvaliteten i arbejdet og bidrage til Absalons synlighed på området.

er optaget af formidling og vidensomsætning - både i klassiske forskningsformater og i mere praksisnære og udviklingsorienterede formater.

har gode samarbejdsevner. Fagligt samarbejde er en del af hverdagen, og du bliver en del af et fagligt fællesskab. Du skal samarbejde med kolleger, fx når undervisningsforløb skal sammensættes, eller når læringsformater skal udvikles, afprøves og evalueres. Du har derfor en naturlig interesse i arbejdet med, hvordan samarbejde og kommunikation kan understøtte konkret udvikling i den daglige praksis, herunder deltagelse i praksisnær sparring med kolleger, samt evaluering og medskabelse af fælles udviklingsprocesser.

har publiceret nationalt inden for didaktikområdet eller tilsvarende relevante områder.

har faglig indsigt i aktuel skoleudvikling gerne med dokumenteret erfaring med større nationale og kommunale udviklingsprocesser, fx i relation til læreplans- og fagfornyelsesarbejde.

har tæft for og erfaring med policy- og systemforståelse og i at arbejde i krydsfeltet mellem forskning, policy og praksis, herunder eksempelvis deltagelse i ekspertgrupper, rådgivningsarbejde og samarbejde med centrale aktører i skolefeltet.

har erfaringer med kapacitetsopbygning og ledelse herunder opbygningen og udvikling af faglige miljøer og forsknings- og udviklingskapacitet, ledelse af programmer, teams og større satsninger

er en faglig og strategisk leder med erfaring ift. at sætte retning for faglige områder og udvikle sammenhæng mellem forskning, uddannelse og praksis - herunder arbejde i og tæt på organisationers strategiske ledelsesniveau

har erfaring med at udvikle, lede eller bidrage til forsknings- og udviklingsprojekter med tydelig praksisforankring

er optaget af formidling og vidensomsætning og kan dokumentere stærke kompetencer i at omsætte viden til anvendelige formater for praksis - fx gennem formidling, udviklingsforløb eller samarbejde med skoler og kommuner

har erfaring med at udvikle netværk og samarbejde eksempelvis i faglige netværk og samarbejder med ministerier, kommuner og professionsfeltet

har erfaring med at hjemtage ekstern finansiering og med lede og arbejde med eksternt finansierede projekter.

har en relevant ph.d. indenfor skoleområdet og gerne med fokus på lærerarbejde, didaktik eller skoleudvikling.

Dine arbejdsopgaver
Center for Skole og Læring vil være forankringspunktet for Absalons udvikling af den nye professionsmaster i Undervisning og Skoleudvikling
  • i samarbejde med Absalons øvrige centre og de øvrige professionshøjskoler. Som docent vil dine opgaver være følgende:

Indgå i udvikling af en professionsmasteruddannelse i undervisning og skoleudvikling i tæt samarbejde med centrets ledelse og centrets andre relevante forskere og undervisere, samt andre relevante miljøer i organisationen.

Forskningsprojekter. Din deltagelse i forbindelse med udviklingen af en professionsmaster-uddannelse i Undervisning og Skoleudvikling indebærer også deltagelse i relevante forskningsprojekter og opgaver indenfor efter- og videreuddannelse samt læreruddannelsen.

Dine kolleger
I alt er vi cirka 180 medarbejdere i hele Center for Skole og Læring. Centret omfatter læreruddannelse, efter- og videreuddannelse primært for lærere i skolen, Center for Undervisningsmidler (CFU) og skoleforskning, som foregår i et af centrets forskningsprogrammer (læs mere om de tre programmer her). Vi ligger spredt på Campus Vordingborg og Campus Roskilde, og du vil få din daglige gang på Campus Roskilde - dog skal du forvente at komme rundt på Absalons øvrige campusser. https://phabsalon.dk/Om-Absalon/Organisation/Centre/center-skole-og-laering

Center for Skole og Læring er kendt for at have et godt arbejdsmiljø og gode kollegiale arbejdsfællesskaber. Vi lægger vægt på en uhøjtidelig tone, og trives med et godt grin. Vi er engagerede og dedikerede til opgaven med at være en regional udviklingspartner for skoler i vores område.

Sådan ansøger du
  • Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation, samt i henhold til bekendtgørelse om stillingsstruktur og bekendtgørelse om bl.a. docentbedømmelse.
  • Stillingen er en fuldtidsstilling og ansættelse sker for en tidsbegrænset periode på 6 år med mulighed for forlængelse. Vi vil gerne have at du begynder i 1. september 2026.
  • Ud over ansøgning og CV skal du fremsende følgende:
  • uddannelsesbeviser
  • publikationsliste med to udvalgte publikationer af relevans for stillingen
  • dokumentation for undervisnings- og andre former for konsultative erfaringer fx i form af portfolio
  • forskningsplan - se link længere nede
  • evt. medforfattererklæring
  • Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her: https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger eller ved at klikke på 'Søg stillingen' til højre på denne side senest den 17. maj 2026. Se nedenfor ift. ansøgning som lektor i forfremmelsesprogram eller docent.
  • Ansættelsesudvalget præselekterer i de modtagne kandidater ud fra ansøgeres kvalifikationer holdt op imod stillingen. Hvis du bliver udvalgt til bedømmelse, bliver dine kvalifikationer vurderet af et eksternt bedømmelsesudvalg. Bedømmelsen sker udelukkende ud fra det fremsendte materiale.
  • Ansættelsesprocessen forventes at tage op til 3 måneder efter ansøgningsfristens udløb.
  • Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du noget uddybet, kan du kontakte forskningsleder Rene B. Christiansen på 7248 1295 eller rbc@pha.dk. javascript:void(0)
  • Vi forventer at afholde 1. samtaler den 23. juni og 2. samtaler den 29. juni 2026.

Der henvises i øvrigt til følgende bekendtgørelser, bedømmelseskriterier og interne retningslinjer:

Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.v. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/414

Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.v. Bilag 2, Kriterier for docentbedømmelse, jf. § 19 https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/413

Bedømmelsesskema pkt. 3 - 6
https://recruiter.hr-manager.net/Export/Attachments/ViewFileManagerDocument.aspx?id=3fc36b92-b50b-46d2-8373-ef69d7d58cf3&cid=5001

Forskningsplan
https://recruiter.hr-manager.net/Export/Attachments/ViewFileManagerDocument.aspx?id=b79bff7a-e364-4f8b-82e8-237bfd46028f&cid=5001

Interne retningslinjer
https://recruiter.hr-manager.net/Export/Attachments/ViewFileManagerDocument.aspx?id=2d1221a9-91de-4747-be20-7157454dad40&cid=5001

Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 14 uddannelser uddanner mennesker, der med høj faglighed og professionalisme skaber værdi i det samfund, de er en del af. Vores uddannelser går tæt på den enkelte studerendes drømme og potentialer, tæt på den praksis de skal virke i og på de mennesker og fællesskaber, de skal gøre en mærkbar forskel for.

I en ny sjællandsk storregion er det afgørende at have blik for både de store linjer, det lokale og det nære. De mennesker, der uddanner sig på Absalon, løfter andre mennesker og skaber muligheder og udvikling dér, hvor de bor og arbejder.

Det er vores ambition at skabe praksisnære uddannelser af høj kvalitet og give de studerende de bedste forudsætninger for at udvikle sig til kompetente professionelle. Og vi vil styrke mulighederne for, at de kan skabe en karriere, der til enhver tid matcher deres faglige interesser og ambitioner - og det ansvar de tager i vores samfund.

Vi er 850 medarbejdere, vi har 8.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.





Ansøg her





Tilbage til søgning