lokalnyt

Ny søgning
Brænder du for at løfte eleverne socialt og fagligt i Inklusionscentret på Gørlev Skole? Vi søger 2 pædagoger, forventeligt til indskolingen/mellemtrinnet.


Ønsker du at blive pædagog på en skole i udvikling, og med mulighed for at skabe rammerne for at arbejde med børn og unge, der har brug for særlig støtte for at trives i et læringsmiljø? Så fortsæt med at læse med. Jobbet kræver fokus på relations arbejde, struktur og tæt samarbejde med teamet i klassen, og ikke mindst forældrene.


Om stillingerne:

Vi søger pædagoger med specialpædagogiske kompetencer, stærke relationskompetencer, samt et børnesyn, som matcher skolens værdigrundlag. Inklusionscenteret har udelukkende visiterede elever, som af forskellige grunde trives bedst i rammer med flere voksne og færre elever. Her skal du sammen med teamet omkring klassen gennem fælles forberedelse og en høj grad af samarbejde sikre, at vores elever trives og lærer bedst muligt. På Gørlev Skole er det ligeværdige samarbejde mellem lærere og pædagoger et fokuspunkt og højt prioriteret. Det er afgørende, at du kan se dig selv indgå i fælles forberedelse, gennemførelse og evaluering af pædagogisk indhold. Samtidig vil skole/hjem-samarbejdet naturligt indgå som en del af dine løbende arbejdsopgaver.

Du har som klassepædagog alle dine timer placeret i én af vores klasser i IC. Man følger skolens feriekalender og skal derfor på en fuldtidsstilling have mødetid i ca. 40 timer ugentligt.


Derfor skal du vælge os:

Gørlev Skole har en et-sporet almenskole med ca. 90 elever og her ud over et inklusionscenter med ca. 50 elever.

Hos os bliver du kollega med 20 lærere, 15 pædagoger, to sekretærer, en teknisk serviceleder og et ledelsesteam bestående af viceskoleledere og skoleleder. Vi har desuden et godt samarbejde med en aktiv forældrekreds og skolebestyrelse.

Gørlev Skole har dygtige, engagerede og motiverede medarbejdere, som primært underviser i deres linjefag, og hvor deres professionelle faglighed og skøn prioriteres og lægges til grundlag for undervisningen. Du kan læse mere om Gørlev Skole på https://goerlevskole.aula.dk/

På Gørlev Skole lægger vi vægt på at blive ved med at højne faglighed og elevtrivsel. Det gør vi ved en anerkendende tilgang, og vi er gået i gang med en systematiseret tilgang til to voksne i undervisningen. For at understøtte de gode betingelser for dette, vil du få skemalagt mødetid hver uge i dit team. Gørlev Skole er et sted, hvor der skal ske og løbende sker forandringer. Du får derfor rigtig gode muligheder for at byde ind med gode ideer og forslag til nytænkning og udvikling.

I dette og kommende skoleår vil vi særligt kaste fokus på at hæve vores elevers faglighed i dansk og matematik og sikre, at eleverne kommer godt videre til ungdomsuddannelserne. Det gør vi bl.a. ved at have afdelingsopdelt skole, hvor lærerne i dansk og matematik bliver specialister i deres målgruppe på hhv. 1.-6. kl. og 7.-9. kl. Herudover har vi et ressourcecenter, der sammen med skole-socialrådgiver, SSP, inklusionsvejleder, PPR-konsulent og skolens egne vejledere samt specialundervisningslærere støtter indsatsen omkring elever i udfordringer.

Gørlev Skole ligger centralt i Gørlev By, og vi har gode busforbindelser lige til døren. I bil kan du køre til Gørlev Skole på 30 minutter fra hhv. Slagelse, Sorø eller Kalundborg. Fra Københavns Hovedbanegård tager bilturen 1 time og 15 minutter.


Vi er stolte af Gørlev Skole, fordi:

Skolestørrelsen giver os mulighed for at skabe en skole med plads til forskelligheder, rummelighed og respektfuldhed.

På skolen mødes forældre og børn med respektfuldhed af professionelt, fagligt personale og ledelse.

Vi lægger vægt på et tæt forældresamarbejde.

Vi værner om gode traditioner, som f.eks. fælles træf, lejrskole, emneuge på tværs af klasserne, fag-dage samt forskellige omlagte dage med alternativt indhold.

Vi gennemfører mange ekskursioner, så vores elever får oplevelser af kulturkarakter, erhverv og f.eks. kommunale sportsstævner.

Vi har gode rammer både inde og ude.

Vi har et tæt samarbejde med Børnehaverne Krudthuset og Hobitten.Stillingerne er til besættelse 1.8.2026. Forud for ansættelse indhentes straffe- og børneattest. Der indhentes tillige relevante referencer efter aftale og ansættes efter gældende overenskomst.


Løn og Ansættelse:

Stillingerne er til besættelse 1.8.2026. Forud for ansættelse indhentes straffe- og børneattest. Der indhentes tillige relevante referencer efter aftale og ansættes efter gældende overenskomst.


Vil du vide mere om stillingerne:

Så ring til skoleleder René Bojsen på 23 47 19 65 eller viceskoleleder Betina Seierø Christensen på 20 87 53 40.


Ansøgning:

Vil du være en del af holdet – og bidrage til at sikre høj faglighed og trivsel? Så glæder vi os til at modtage din ansøgning med relevante bilag via link på Kalundborg Kommunes hjemmeside senest fredag d. 8. maj 2026 kl. 12.00 Vi afholder ansættelsessamtaler mandag d. 18. maj 2026 med opstart fra kl. 13.30.


Om os:

I Kalundborg Kommune er vi optaget af, at vores borgere, virksomheder, foreninger og institutioner får den bedst tænkelige service. Det kan vi kun levere hvis vi har dygtige og motiverede medarbejdere. Derfor er vi dedikeret til at støtte medarbejdernes personlige og faglige udvikling, og sikre en dynamisk og fleksibel arbejdsplads.

Hos os er medarbejderne med til at gøre en forskel hver dag, sammen med ca. 3500 kollegaer. Kalundborg Kommune er placeret i noget af Danmarks smukkeste natur – og er samtidig hjemsted for en række af de industrier der bidrager mest til den danske økonomi – med vægt på biotech- og energiproduktion.

Der bor cirka 49.000 mennesker i Kalundborg Kommune, som også er hjemsted for flere og flere uddannelser, der er med til at understøtte udviklingen i kommunen.

Du kan læse mere om Kalundborg Kommune som arbejdsplads Vores medarbejdere finde generelle oplysninger om Kalundborg Kommune Gotokalundborg lytte til vores podcast-serie Karriere på Kalundborgsk Podcast og vodcast

Vi opfordrer alle uanset baggrund, køn, religion mv. til at søge.

----------

I Kalundborg Kommune har vi en generel politik om indhentning af straffeattest.

Ansatte som i deres ansættelse har adgang til personfølsomme oplysninger, skal have privat MitID, fordi de skal identificere sig med deres private MitID Dette for at efterleve den skærpede lovgivning og derved sikre borgernes tillid til, at alle myndigheder, herunder Kalundborg kommune, behandler personfølsomme oplysninger sikkert.





Ansøg her





Tilbage til søgning