Vil du arbejde med trafik, mobilitet og byudvikling i praksis? Brøndby Kommune søger en vejingeniør eller trafikplanlægger til en central rolle i udviklingen af kommunens infrastruktur.
Vil du være med til at udvikle trafiksikkerhed, mobilitet og vejprojekter i en kommune i vækst?
Vi søger en vejingeniør eller trafikplanlægger, der har lyst til at indgå i kommunens vejteam. Sammen med tre kolleger i vejteamet bliver du en integreret del af Planafdelingen, og dine opgaver vil omfatte trafikale analyser, myndighedsopgaver og anlæg, samt bidrag til planlægning af byudviklingsprojekter – med fokus på mobilitet, tilgængelighed og trafiksikkerhed.
Brøndby udvikler sig hurtigt i disse år. Det medfører et højt aktivitetsniveau med fokus på anlægsprojekter, vejudvidelser, byggemodning, arealudvikling samt drift og vedligehold. Samtidig stiger trafikmængderne generelt – i en kommune i øvrigt karakteriseret ved rigeligt med infrastruktur. Her har du mulighed for at gøre en forskel!
Brøndby Kommune har en flad organisering og en høj grad af tillid mellem ledelse og medarbejdere. Der er kort fra tanke til handling, og du vil hurtigt kunne omsætte gode ideer til reelle forandringer i byrummet.
Om jobbet
I Vejteamet vil du komme til at arbejde med sager i alle størrelser og kompleksiteter – fra det helt enkle til det meget komplekse. Du vil få en varieret hverdag med både selvstændige opgaver og samarbejde på tværs af organisationen. Du får en stor indflydelse på din egen opgaveportefølje, alt efter interesse og kompetencer.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Trafiksikkerhed, herunder konkrete projekter, kampagner og analyser – det kan fx være at arbejde med trafikale hjertezoner ved Brøndbys skoler
- Trafikplanlægning og bidrag til realisering af kommunens handlingsplaner – særligt kommunens mobilitets- og trafikhandlingsplan fra 2025, der sætter fokus på at forbedre vilkår for gående og cyklister i Brøndby Kommune
- Vejmyndighedsopgaver, tilsyn, trafiksikkerhed og behandling af borgerhenvendelser
- Udarbejdelse af politiske sager om trafikale tiltag mv.
- Samarbejde med kolleger og eksterne parter, herunder entreprenører og bygherrer
- Deltagelse i ad hoc-opgaver på vej- og trafikområdet, fx kommunens arbejde med en ny parkeringsstrategi og den kommende Kommuneplan 2028.
- Hvis du har erfaringen og interessen – arbejde og styre nogle af kommunens egne anlægsprojekter på vej- og byrumsområdet, fx i Sportsbyen, hvor vi i den kommende tid skal omdanne området
Vi lægger vægt på at bemande vores større udviklingssager tværfagligt, og du får en bred samarbejdsflade internt på rådhuset og eksternt med rådgivere, udviklere og bygherrer.
Dit kommende team
Vejteamet arbejder med udvikling af kommunens vej- og trafikområde, og hos os får du et job med mening, hvor du arbejder med centrale opgaver inden for trafiksikkerhed, mobilitet og vejområdet.
Vi lægger vægt på en høj faglig standard, en struktureret tilgang til opgaveløsningen og et velfungerende samarbejde på tværs af fagområder og med eksterne samarbejdspartnere.
Trafik og mobilitet er et område med stor politisk bevågenhed i Brøndby Kommune, hvilket stiller krav til både faglighed og samarbejdsevner, og samtidig giver gode muligheder for at få indflydelse på udviklingen af området.
Stillingen rummer en bred opgaveportefølje, hvor du får mulighed for at arbejde og stifte bekendtskab med de fleste dele af vej- og trafikområdet – fra Supercykelstier og letbane til parkering ved Brøndby Stadion og trafikomlægning ved byudviklingsprojekter, fx på Banemarksvej og i Kirkebjerg. Teamet er særligt involveret i omlægningen af trafikken i Brøndby Strand i forbindelse med at området udvikles over de kommende år. Du vil som en del af Vejteamet være med til faglig sparring omkring udvikling af infrastruktur og byrum i byudviklingsprojektet ”Fremtidens Brøndby Strand”. Vi arbejder tæt sammen med vores kolleger på kommunens Materielgård, hvor ansvaret for selve driften af vejarealerne er placeret.
Du vil få en central rolle i opgaveløsningen og mulighed for reel indflydelse på både projekter og prioriteringer. Vores tilgang er nysgerrig, løsningerne er fælles, og hverdagen er præget af høj faglighed og god humor.
Du bliver en del af Planafdelingen, der består af 18 kolleger, og er sammensat af Vejteamet, Byggesagsteamet og Byplanteamet. Planafdelingen har sammen med resten af Teknik- og Miljøforvaltningen ansvar for byens fysiske udvikling og for at Brøndby er en god by at leve og arbejde i.
Hvem er du?
Du har en relevant uddannelse indenfor trafik og mobilitetsområdet og erfaring – gerne fra en kommune. Du er fortrolig med myndighedsrollen og trives med at bruge din faglige indsigt i både faglige solide løsninger og den gode dialog med borgere og samarbejdspartnere
Du er samarbejdsorienteret og trives i en hverdag med mange forskelligartede opgaver. Du kan skabe gode relationer og arbejder struktureret med dine opgaver.
Vi forestiller os, at du:- er uddannet trafikplanlægger, vejingeniør eller har en tilsvarende relevant uddannelse indenfor området
- har erfaring med vejloven, mobilitetsplanlægning og analyser – eller en solid grundforståelse og lyst til at lære mere
- måske har du erfaring med styring af kommunale anlægsprojekter indenfor trafik og mobilitet, men det er ikke et krav.
- kan navigere i en politisk styret organisation
- kan agere som myndighedsperson og stå fast i din faglighed
- arbejder struktureret og kan bevare overblik i en varieret sagsportefølje
- er serviceorienteret og god til at forklare komplekse regler i øjenhøjde
- trives i samarbejde med mange fagligheder og interessenter
- bidrager med energi, humor og lyst til at udvikle arbejdsgange, viden og praksis sammen med os
Du kan se frem til:
- et job med stor faglig bredde og høj samfundsmæssig betydning
- selvstændigt ansvar og god støtte fra erfarne kolleger
- du vil indgå i et fagligt stærkt miljø med fokus på kvalitet, samarbejde og videndeling.
- løbende opkvalificering og mulighed for faglig udvikling
- en arbejdsplads, hvor trivsel, samarbejde og humor er en del af hverdagen
- sundhedsfokus, frugtordning, bevægelse og torsdagskage
- god kantine, kommunekaffe ad libitum og gratis parkering lige ved døren
Arbejdstid: 37 timer pr. uge. Brøndby Kommune har flekstid og gode muligheder for hjemmearbejde.
Løn: efter gældende overenskomst og ud fra kvalifikationer
Arbejdssted: Brøndby Rådhus, Park Allé 160, 2605 Brøndby
Nysgerrig?
Vil du høre mere, er du velkommen til at kontakte Planchef Christian Binzer på tlf. 20 60 54 59.
Ansøgningsfrist og proces
- Ansøgningsfrist: d. 2. juni 2026
- Samtaler: uge 24 2026
Tiltrædelse: primo august 2026 eller efter aftale
Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation.
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.
Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid.
Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 40.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.
Arbejdstid: Dag
Ansøg her
Tilbage til søgning
